Artisten

 Artikel i ”Artisten” Februar 2015

Oh skræk. Scenen!

Lider du af sceneskræk? Så er du ikke alene. I større eller mindre grad har tre ud af fire musikere oplevet det. Guitaristen David Rosenkilde har haft skrækken med på scenen. Han har også sendt den ud igen

Der har været sorte koncerter. Helt sorte. Den værste var en aften på den argentinske vinbar, Tango y Vinos. Stedet lever af, at de optrædende ser publikum i øjnene. Publikum er helt tæt på scenen og det bliver meget privat og intimt. David Rosenkilde har sin guitarsolo. Han husker det som om, at der dårligt kom en lyd ud af det. At se på publikum var fyldt med skræk. Den skræk, kan han stadig genkalde sig. Det var en sort koncert.

David Rosenkilde har ikke løbet ned fra scenen. Bortset fra det har han haft alle kendte symptomer på sceneskræk: sved, koldsved, rysteture, ude af fokus. Musikken kan han ikke finde. Medspillerne er også i en anden verden. Selvom kolleger siger, at de ikke kan mærke noget, er der andre kolleger som siger, at de kan mærke det. Og så er der dem, der kigger med forundring på guitaristen: Hvad er det lige, der sker der?

Turbo på koncerterne

For fem år siden var David Rosenkilde nået til et punkt i sit liv, hvor han efter mange år med familievenligt undervisnings- og studioarbejde ønskede at sætte turbo på koncertaktiviteter. Men skræktankerne om, at alle blandt publikum ønsker, at det skal gå galt, og at hans kolleger bare sidder og venter på, at han spiller forkert, lægger sig hele tiden som en glasklokke omkring ham. Han griber til et redskab, han kender: øver meget. Monster meget. Det hjælper også. Men ikke nok. Han snakker med sin hustru og med sine nære venner.  Snakker og snakker og kan ikke forstå, at han tilsyneladende er den eneste, der har dette problem.

Det er han heller ikke. Da han opsøger psykolog Inger Murray, fortæller hun, at det er meget almindeligt. Hendes egne undersøgelser viser, at tre ud af fire professionelle musikere oplever det. Hun ved også, hvordan en krop ude af kontrol, lammende følelser og destruktive tanker kan ændres. David Rosenkilde bliver præsenteret for øvelser med grounding og visualisering. Psykologens spørgsmål bliver et effektivt spejl for hans reaktioner og tankemønstre: Hun spørger, om han virkelig tror, at alle blandt publikum ønsker, at det kommer til at gå dårligt for ham? Og nej. Det tror han ikke. Selvfølgelig ikke. Ligesom han heller ikke tror, at kollegerne forventer, at han spiller forkert. Selvfølgelig ikke. De selvdestruktive tanker kommer frem i lyset, konkretiseres. Han kan se, hvor absurde og flyvske de er.

Han fungerer bedre nu. Også ved de intime koncerter på de mindre steder. Hvis tankerne kommer tilbage – og det gør de indimellem – ved han, hvordan han skal vende dem. Han ved også, at han kan bede sin hustru, sine venner og sine gode kolleger om at hjælpe ham med at vende dem. De taler om det.  De taler sammen om det.
Der er kommet flere og flere gode koncertoplevelser. Dem husker han tilbage på. Den gamle uovervindelige David Rosenkilde er fundet frem.

Psykologen siger

Inger Murray er psykolog og har gennem de sidste 15 år hjulpet professionelle musikere med præstationsangst i forbindelse med deres optræden.  Hun underviser på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Royal Academy i London og har privat klinik i København. I april 2014 udgav hun selvhjælpsbogen ’Slip din sceneskræk og præstationsangst’.

Se mere på www.mentaltrainingformusicians.com

’Sceneskræk er angst, og angst udløses en oplevelse af at blive truet. Vores underbevidsthed kan ikke skelne mellem en reel trussel eller en fantasi. Den reagerer, som om vi reelt bliver truet af en tiger. Det udløser de kendte reflekser: flugt, kamp eller stivnen,’ siger Inger Murray.

Når angsten får så godt fat i os, er det fordi det er en helt oprindelig angst. Den stammer tilbage fra dengang, vi levede i primitive samfund: Hvis vi dummede os og ikke overholdt spillereglerne, kunne vi blive stødt ud af gruppen. Alene i verden, var vores chance for at overleve meget lille.
Forbundet med angsten er følelsen af nederlag. Dem har vi alle sammen nogle oplevelser af, og dem genoplever vi – nærmest tvangsmæssigt. Også de gamle af slagsen. En af Inger Murrays klienter fortæller, at hun stadig kan huske, at hendes klaverlærer på konservatoriet sagde, at han ikke ville have, at hun sad der og smadrede hans klaver. De ord dukkede op, hver gang hun skulle præstere. En anden har hovedet fyldt med selvopfyldende negative profetier: jeg glemmer altid teksten!

Henimod ny livsstil

Det tankemylder som vælter rundt i hovedet, skal man gøre op med,’ siger Inger Murray, der opfordrer til, at man bruger meget tid på den mentale del af aspektet. Træner sig i at skelne mellem fantasi og virkelighed og træner sig i at tale pænt til sig selv:
’Hvad ville du sige til din bedste ven. Du ville opmuntre og trøste: Jo, du kan klare det. Jo, du har øvet dig meget, du er så velforberedt! Det skal du også lære at sige til dig selv. Det skal blive en livsstil.’

Mange som oplever sceneskræk oplever også at miste jordforbindelsen og kontakten til deres krop.

’Det er katastrofalt, hvis man går på scenen uden forbindelsen til sin krop. Her kan du hjælpe dig selv med en række øvelser med visualisering, vejrtrækning og grounding. I det øjeblik, du har viden om, hvad du skal gøre, så bliver du ikke så nervøs,’ siger Inger Murray, før hun fremhæver endnu et redskab. Hvordan men gennem øvelser fra for eksempel NLP kan programmere sine egne erindringer henimod mere positive billeder. Ændre sit eget syn på handlingen, sådan at den ikke længere huskes som et skamfuldt nederlag.  Så har du flyttet dig væk fra farezonen.
’I det øjeblik du har lært, hvordan du kan gøre din underbevidsthed tryg, så er du godt rustet. ’

Lone Nyhuus Freelancejournalist (dj) Journalistik – information – kommunikation
www.lonenyhuus.com