Line out

Musikere kan også være bange

Musik magasinet “Line Out” nov. 2004

Og det sker ofte, når vi skal på scenen. Frygten kommer ikke ude fra. Vi skaber den selv, og derfor kan vi også selv slippe af med den. Musikerpsykologen Inger Murray kommer med nogle bud på, hvordan.
– Fortalt til Janne Hovmand Storm

Jeg bruger de samme behandlingsteknikker, hvad enten jeg arbejder med musikere eller soldater, der har været udstationeret i Bosnien: Har man én gang lavet en fejl eller oplevet noget ubehageligt, advarer kroppen en næste gang, man står i en lignende situation. Derfor går behandlingen først og fremmest ud på at fjerne de gamle oplevelser. Man må rydde op, før man kan stole på, at man kan blive mentalt stærk. Men der skal ikke så meget til.

Der er mange, der mener, at det er godt at være lidt nervøs, inden man skal på, fordi det viser, man er tændt. Det er en skrøne. I sportspsykologien, hvor man har arbejdet meget med, hvordan man bliver mental stærk, har det vist sig, at de, der virkelig når peak performance er i fuldstændig ro og oplever, at tingene foregår lidt i slowmotion samtidig med, at de har oplevelsen af at have overskud og overblik. Det er jo det modsatte af at være nervøs.

For at præstere det optimale må man være fokuseret i musikken, være i nuet, men det er her, det kniber. Problemet er den kritiske, negative indre tale, der som en radio kører hele tiden: “Det her går ikke, det går galt, det plejer at gå galt, du kan ikke klare det osv.” Men man kan ikke bare trykke på off-knappen. Det er et arbejde. En proces.

Et dyr på skulderen
I første omgang må man trykke på record-knappen og finde ud af, hvad det er, man siger til sig selv. Oftest stammer den indre kritiske stemme fra “beskyttende” forældre og andre voksne autoriteter, der var bange for, at man som barn ikke kunne leve op til normen, klare sig socialt, spise pænt, sidde stille. Kort og godt: De stemmer, der var bange for, at barnet skulle blive såret, komme til skade eller bringe skam over andre. Senere overtog barnet selv denne opdragende og overvågende rolle, og den indre negative kommentator, der er lige så bange som forældrene var, opstod. For virkelig at få fat i denne dialog, foreslår jeg, at man fører dagbog over den indre dialog; over hvad der siges, og hvor ofte det sker. Når man så har dialogen, kan man håndtere den på fire forskellige måder:

For det første kan man realitetsteste det, man siger og begynde en anden dialog herudfra: »Er det rigtigt, at jeg spiller så dårligt?« »Nej, det er det jo ikke, jeg har jo øvet mig og har arbejdet med det i mange år, og jeg kan det.«
For det andet kan man berolige den indre negative stemme, som en mor beroliger et barn: »Det skal nok gå! Du kan godt, og du skal bare stole på…« Den beroligende stemme taler altså blidt til den indre stemme.

Som en tredje mulighed kan man vælge at blive rigtig sur. Det kræver, at man laver et gestalt ud af den indre stemme og f.eks. ser den som et dyr, der sidder på skulderen af én. Når den så dukker op, siger man: »Nu er det fan’me nok! Nu orker jeg ikke at høre mere på dig!«

Den fjerde mulighed er, at man skifter fokus. Ens tanker er jo dér, hvor ens fokus er, og det vil sige, at man skal flytte fokus til noget andet, når den indre negative stemme dukker op. Det nærliggende er selvfølgelig at rette opmærksomheden mod musikken, eftersom det er den, man bør være 100 procent koncentreret om, men kan man ikke det, kan man prøve at lave nogle afledningsmanøvrer. F.eks. kan man lede efter røde genstande i rummet, blå slips eller hvad man nu kan finde på.

Jeg er en succes
Men der er også en anden vej at gå. Før vi fik sprog, dannede vi billeder, og derfor er visualisering den bedste måde at komme i kontakt med underbevidstheden og dermed komme bag om de psykologiske mekanismer. Faktisk kan man slet ikke nå ned til de følelser, der ligger bag symptomerne, ad sproglig vej. Man er nødt til at arbejde med dem på kropsplan. Det er det, sportsfolk gør. De forestiller sig selv som en succes, stående på sejrsskamlen. Arbejder man sådan, begynder kroppen at overtage succestanken.
Først må man sætte sig et mål for, hvordan man vil være på scenen, og for hvordan man ønsker, koncerten skal forløbe. Man sætter sig i en stol derhjemme og ser sig selv rolig og i fokus med et begejstret publikum foran sig. Når man så træder op på virkelighedens scene, er der ikke noget nyt. Det er en gentagelse fra sofakoncerten og kroppen føler sig tryg. Men man kan også vænne sig til at visualisere de gange, det gik rigtig godt på scenen, og i det øjeblik sceneskræksymptomerne så melder deres ankomst, kan man hive succesbilledet frem hvormed de positive følelser fra den pågældende situation automatisk overføres til kroppen. I princippet er visualiseringen jo blot at skabe sceneskræk med modsat fortegn. Når man evner at gøre sig selv nervøs, er det jo netop fordi, man tænker på nogle situationer, hvor det gik galt. Men hvis man er virkelig god til at gøre det ene, kan man også blive virkelig god til at gøre det andet.